I 2013 rejste fem mænd til Tanzania for at bestige Kilimanjaro. Med sig havde de halvdelen af Jakob Ejersbos aske. Den anden halvdel var forlængst blevet begravet på Assistens Kirkegård.
Mændene havde et fælles mål: At nå toppen. Men forskellige bevæggrunde.
Jakob Ejersbos ven Morten Alsinger skulle indfri et løfte. Han havde haft asken stående i en kaffedåse i sit hjem i fem år. Under Jakob Ejersbos kræftsygdom havde han lovet sin ven, at han ville sprede hans aske fra Kilimanjaros top. Jakob Ejersbos anden nære ven, og førstelæser, Christian Kirk Muff, var også med på turen. Han søgte modvilligt en form for afslutning. Der var opstået splid i deres samarbejde, inden Jakob Ejersbo døde.
De to venner havde følgeskab af et lille medieopbud. Filminstruktøren Christian Holten Bonke ville bruge turen som ramme til dokumentarfilmen »Ejersbo«. Journalisten Knud Brix var med som et par ekstra øjne og ører, og den femte mand var skribenten og forfatteren Rune Skyum-Nielsen, der samlede materiale til en biografi og havde tilskyndet ekspeditionen.
De to sidstnævnte er nu ved at være i mål. Filmen »Ejersbo« får snigpremiere på BogForum på fredag og biografpremiere 25. november, og biografien »Jakob var her«, der rekonstruerer forfatterens liv, udkommer til foråret.
»Jeg læste hans Afrika-trilogi i 2010, og da jeg var færdig med bøgerne, havde jeg det meget mærkeligt. Jeg var både draget, fascineret og ulykkelig, for de havde rørt ved noget. Hans personer havde berørt mig så dybt, at jeg måtte vide, hvem Jakob Ejersbo var,« forklarer Rune Skyum-Nielsen om begyndelsen på det biografiske projekt.
»Nordkraft« var opvarmningen
På det tidspunkt var Jakob Ejersbo allerede død. 40 år gammel tog en aggressiv kræftsygdom livet af ham. Det var i 2008. Hans storsælgende roman »Nordkraft« fra 2002 havde med ét gjort ham til en litterær sensation og indbragt ham boghandlernes prestigefyldte pris, De Gyldne Laurbær.
Jakob Ejersbo selv anså dog kun »Nordkraft« for at være opvarmningen til det virkelige værk, Afrika-trilogien med bøgerne »Eksil«, »Revolution« og »Liberty«, der foregår i Tanzania, hvor Jakob Ejersbo selv boede som barn og teenager. Romanerne om Afrika nåede ikke at udkomme, før forfatterens død.
»En af grundene til, at hans bøger berørte mig var, at Jakob havde en helt særlig form for empati, som blev forfinet gennem hans forfatterskab. Man tror på hans personer, hvad enten der er tale om en drikfældig afrikansk mand eller en 16-årig britisk pige, der er i opposition til hele verden. Det store spørgsmål for mig var, hvem var han selv, siden han kunne det? Hvordan bliver man udstyret med den evne?« siger Rune Skyum-Nielsen, der begyndte at kortlægge Jakob Ejersbos liv for at få svar.
En af de første personer, Rune Skyum-Nielsen talte med, var Morten Alsinger.
»Han var ulykkelig. Hans bedste ven var død, og han havde mistet sin kone, sin lejlighed og sit job. Mange ting var ramlet for ham, og da jeg besøgte ham, sad han pludselig med en dåse med aske, som han havde fundet frem fra bogreolen og sagde: »Jakob sagde til mig, at jeg skulle tage lortet med op på toppen af Kilimanjaro, hvis vi ikke kunne tage derop sammen.« Jeg vidste på det tidspunkt, at Morten en dag skulle op med den aske, og jeg vidste, at jeg meget gerne ville med.«
»Men han befandt sig et sted, hvor jeg ikke kunne tillade mig at presse på. Det skete først på et senere tidspunkt, hvor vi havde fået opbygget en gensidig respekt,« fortæller Rune Skyum-Nielsen.

Fantastisk ramme

Med hjælp fra Morten Alsinger og Gyldendals litterære direktør, Johannes Riis, blev døren til en række andre vigtige personer fra Jakob Ejersbos liv åbnet.
»Når først der var etableret en form for tillid, indviede de mig ofte i en meget nær, generøs og også privat fortælling, fordi man ikke rigtig kan adskille forfatteren Ejersbo fra personen Jakob,« siger Rune Skyum-Nielsen, der på et tidspunkt får fornemmelsen af, at der også er en film i historien om Jakob Ejersbo. Da turen til Kilimanjaro er på tegnebrættet, kontakter han dokumentarfilminstruktøren Christian Holten Bonke, der synes godt om idéen.
»Dokumentariske portrætter kan nemt blive lidt kedelige - særligt når de handler om afdøde personer. Det kan let kan blive »talking heads«. Men turen op til Kilimanjaros top er en helt fantastisk dokumentarisk ramme, og på samme tid er der nogle voldsomme følelser i spil.«
»Der er stor sorg og rejsen mod en afslutning. Det har i det hele taget været bemærkelsesværdigt at opdage, hvordan folk har ligget ned i slipstrømmen af hans død. Alle de nære blev enormt berørte. Deres liv gik i stå,« fortæller Christian Holten Bonke.
I »Ejersbo« følger man Morten Alsinger og Christian Kirk Muff på vej op ad Kilimanjaro. Mens udmattelsen og hudløsheden indfinder sig, fortæller de om deres liv sammen med Jakob Ejersbo. En række andre nære personer fra forfatteren liv optræder også i filmen, der sætter centrale scener fra Jakob Ejersbos bøger i relation til hans eget liv.
»Det meste af det, der foregår i hans bøger, er sket i virkeligheden. Han sugede til sig, observerede og brugte af sine omgivelser,« siger Christian Holten Bonke.

Troede han var på stoffer

Jakob Ejersbos observationsiver var så voldsom, at hans venner en overgang overvejede, om han var på stoffer.
»Når de var sammen med ham, låste han sig ofte inde på toilettet i lang tid. De undrede sig over, hvad han lavede derude. Tog han stoffer? Men det viste sig, at han tog notater fra deres samtaler, når der var noget, som han mente, at han komme bruge i sit arbejde,« siger Rune Skyum-Nielsen.
Et af højdepunkterne under de to biografisters fælles research indtraf, da de opsøgte Jakob Ejersbos afrikanske barndomsven Ali Mushi, som en af hovedpersonerne i Afrika-trilogien er baseret på.
»Det var helt vildt at komme til Afrika og møde Ali, der er forlægget for Marcus. Næsten alt i hans liv er havnet i bøgerne. At møde sådan en litterær karakter i virkeligheden - vi blev helt høje. Vi havde suget bøgerne i os, og så sad man pludselig der, over for en person, der er som trådt ud af bøgerne,« siger Christian Holten Bonke om Ali Mushi, der også medvirker i dokumentarfilmen.
Jakob Ejersbo var i kontakt med Ali Mushi helt frem til sin død, og han boede hos ham i Moshi i fire måneder, da han i 2003 tog tilbage til Tanzania i fire måneder for at researche til Afrika-bøgerne.
»Sammen besøgte de Moshi Club, Karanga Prison, tanzanit-minerne og alle de andre steder, der optræder i bøgerne, og Ali leverede løbende historier til Jakob, som brugte fem-seks timer om dagen på at skrive det hele ned. Bagefter gik han hver dag ned på en internetcafé og sendte det hele til en ven i tilfælde af, at hans computer skulle blive stjålet.«
»Alt det materiale har jeg nu, og det giver en klar indikator af, hvad der er sket i virkelighed, og hvad der er fiktion,« fortæller Rune Skyum-Nielsen, hvis rekonstruktion af Jakob Ejersbos liv også bygger på en massiv mængde breve og e-mails, som forfatteren gennem flere år sendte til sine nære.

Ikke en åben bog

Det har været noget af puslespil at samle brikkerne i Jakob Ejersbos liv.
»Hans primære relationer var han bøger. Han havde kun en kæreste nogle måneder ad gangen. Han ofrede alt for sine bøger, og derfor var det vigtigste i hans liv også, at de lykkedes,« siger Rune Skyum-Nielsen.
Og selv om Jakob Ejersbo var et udtryksfuldt menneske, så var han ikke nogen åben bog. I den nye dokumentarfilm fortæller vennen Christian Kirk Muff blandt andet, at de havde kendt hinanden i fire år, før han fandt ud af, at Jakob Ejersbo havde tilbragt en betydelig del af sit liv i Afrika.
»Jeg følte, at vi nåede klimaks på toppen af Kilimanjaro, men hans historie er blevet ved med at folde sig ud i lang tid efter ekspeditionen. Der er så mange lag i ham, og så mange verdener, som han holdt adskilt.«
»Hans venner, familie og kæreste var kun samlet én gang nogensinde, og det var, da han fik De Gyldne Laurbær. Jeg tror, at han foretrak at holde dem adskilt, så han kunne fortælle historier fra den ene videre til den næste med sit eget filter. Det var ikke altid positive historier - de var ofte hårde eller håbløse,« siger Rune Skyum-Nielsen, der også beskriver Jakob Ejersbo som en enegænger:
»Hver person i hans liv havde et afgrænset følelses- og funktionsmæssigt rum. Det eneste sted, hvor han fik en fuld tilfredsstillelse, var, når det lykkedes med at skrive, og derfor var det også en stor frustration for ham, at han ikke nåede at vise sine Afrika-bøger til verden. Det er en stor tragedie.«

ns. 7,3