Rødhætte af Charles Perrault

Der var engang en lille bondepige, den smukkeste man kunne se for sine øjne. Hendes mor var meget glad for hende, og hendes bedstemor var det endnu mere.

Den rare bedstemor havde lavet en lille rød hætte til hende, og den klædte hende så godt, at alle kaldte hende lille Rødhætte.

En dag, da hendes mor havde bagt brød, sagde hun til hende:

,,Gå hen og se, hvordan bedstemor har det, for jeg har hørt, at hun er syg. Tag et brød og en lille krukke smør med til hende.”

Lille Rødhætte begav sig straks på vej til sin bedstemor, der boede i en anden landsby.

Da hun gik gennem en skov, mødte hun den listige ulv, der havde den største lyst til at æde hende. Men den turde ikke, fordi der var nogle skovhuggere i nærheden.

Den spurgte hende, hvor hun skulle hen.

Den stakkels pige, der ikke vidste, hvor farligt det var at stå og tale med en ulv, svarede:

,,Jeg skal hen og se til min bedstemor, og min mor har givet mig et brød og en lille krukke smør med til hende.”

,,Bor hun langt herfra?” spurgte ulven.

,,Ja hun gør,” svarede lille Rødhætte. ,,Hun bor på den anden side af møllen, som du kan se, i det første hus i landsbyen derovre.”

,,Nå,” sagde ulven. ,,Hende vil jeg også besøge. Jeg tager denne vej, og du kan tage den anden, og så ser vi, hvem der kommer først.”

Ulven løb, så hurtigt den kunne, hen ad den korteste vej. Men den lille pige gik den længste vej og morede sig med at plukke nødder, at løbe efter sommerfugle og lave buketter af de små blomster, hun fandt på sin vej.

Ulven var ikke længe om at nå til bedstemoderens hus. Den bankede på døren.

,,Hvem er det?”

,,Det er mig, lille Rødhætte,” svarede ulven og fordrejede sin stemme.

,Jeg har et brød og en lille krukke smør med til dig fra mor.”

,,Træk i snoren, så går dørklinken op.”

Ulven trak i snoren, og døren sprang op. Den kastede sig over den gamle bedstemor og slugte hende i én mundfuld, for den havde ikke fået noget at spise i tre dage.

Så lukkede den døren, lagde sig i bedstemoderens seng og ventede på lille Rødhætte, der lidt efter kom og bankede på.

,,Hvem er det?”

Da lille Rødhætte hørte ulvens grove stemme, blev hun først bange. Men så tænkte hun, at hendes bedstemor var blevet forkølet og svarede:

,,Det er mig, lille Rødhætte. Jeg har et brød og en krukke smør med til dig fra mor.”

Ulven gjorde sin stemme så blid, som den kunne, og råbte:

,,Træk i snoren, så går dørklinken op.”

Lille Rødhætte trak i snoren, og døren sprang op.

Da ulven så hende komme ind, skjulte den sig under tæppet og sagde:

,,Stil smørret og brødet på brødkassen og kom og læg dig ved siden af mig.”

Lille Rødhætte tog sit tøj af og lagde sig i sengen. Hun blev meget forbavset over at se, hvordan bedstemoderen så ud uden tøj, og hunsagde:

”Bedstemor, hvor har du store arme!”

,,Det er for, at jeg bedre kan omfavne dig, min pige!”

,,Bedstemor, hvor har du store ben!”

,,Det er for, at jeg bedre kan løbe!”

,,Bedstemor, hvor har du store ører!”

,,Det er for, at jeg bedre kan høre dig!”

,,Bedstemor, hvor har du store øjne!”

,,Det er for, at jeg bedre kan se dig!”

,,Bedstemor, hvor har du store tænder!”

,,Det er for at jeg bedre kan æde dig!”

Og med disse ord kastede den stygge ulv sig over den lille Rødhætte og åd hende.